Hverdagen

Vi holder af hverdagen – med oplevelser og opgaver i fællesskab.

På Kongeådalens Efterskole har vi en dagsrytme, som vi følger i hverdagen. Den kan du læse mere om herunder, men husk: Selvom dagsrytmen er den samme de fleste dage, er der aldrig to dage, der er ens – og det er noget af det, der gør efterskolelivet fantastisk.

  • Her kan du se dagens gang på Kongeådalens Efterskole. 

    Det er vigtigt, at vi hjælper hinanden med at følge dagsplanen og komme til tiden, så resten af fællesskabet ikke skal vente på os.

    Du skal selv sørge for at komme op om morgenen, så medbring et vækkeur – du kan ikke bruge din telefon.

     

    06:50: Værelsesoprydning

    07:20: Morgenmad i spisesalen - efter morgenmad er der beskeder

    08:00: Undervisningen starter

    09:30: Morgensang og formiddagspause

    10:00: Undervisning

    12:00: Middagsmad i spisesalen

    13:00: Undervisning

    15:00: Frugt mm.

    15:15: Undervisning

    17:45: Aftensmad i spisesalen

    18:30: Stilletime

    19:30: Fri tid – mulighed for aftenaktivitet

    20:45: Aftenkaffe i spisesalen

    21:45: Aftensang og godnatkram

    22:00: Alle i egen lejlighed

    22:30: Alle i egen seng - godnat

Undervisning

Undervisning er naturligvis en central del af hverdagen på skolen. I løbet af dagen har du både boglige fag og valgfag, og det betyder, at du aldrig sidder en hel dag med næsen i bøgerne.

Vi vægter hovedet og håndens arbejde lige højt.

Praktiske opgaver

Uanset om man bor derhjemme eller på en efterskole, består hverdagen af nogle praktiske gøremål – dem løser elever og personale i fællesskab på Kongeådalens Efterskole.

En velfungerende hverdag afhænger af et velfungerende fællesskab; alles bidrag har betydning. Det er vigtigt, at alle byder ind, hjælper hinanden og er med til at bære det fælles ansvar for, at tingene fungerer.

Ved at bidrage til at løse hverdagens praktiske opgaver, får du vigtige erfaringer og kompetencer, som du kan bruge i dit fremtidige liv; det er med andre ord med til at styrke det, vi kalder væredygtighed.

Måltider og køkken

Maden og måltiderne er en vigtig del af livet på Kongeådalens Efterskole. Vi har omtanke og kvalitet for øje i alt lige fra produktionen af råvarerne over tilberedning af maden til selve måltidsfællesskabet.

  • På Kongeådalens Efterskole har vi fokus på bæredygtighed. Derfor er selvforsyning centralt for os.

    Vi bestræber os på at være så selvforsynende, som det kan lade sig gøre. Det betyder, at vi selv dyrker en del af maden på efterskolen. Eleverne er med til at sørge for fødevareproduktionen.

    Vi har ca. 280 m2 drivhus, marker, køkkenhave, frugttræer, biavl med mere. Vi ønsker, at fødevareproduktionen skal være så bæredygtig som mulig, og vi er derfor ved at omlægge vores landbrugsarealer til økologi.

  • Et af de praktiske gøremål, du som elev på Kongeådalens Efterskole er med til, er køkkenarbejdet. Ud over at give dig vigtige færdigheder i køkkenet, giver det dig også mulighed for at opleve tilfredsstillelsen og glæden ved at lave mad til andre – det er dejligt at gøre sig umage og servere et måltid, som gør andre mætte og glade.

    Du er i køkkenet sammen med 3-4 andre elever, og I tager en vigtig del af ansvaret for den daglige madlavning til hele skolen. Hos os er du ikke bare i køkkenet for at vaske op og rive gulerødder - du får lov til at være med til det hele; lige fra at pille kartofler op i efteråret, sylte egne rødbeder, bage boller til morgenmaden og lægge det sidste pyntende drys på maden inden servering. 

    Opgaverne og det ansvar, du og dine kammerater kommer til at tage i køkkenet, er med til at styrke jeres væredygtighed. Når I rejser fra efterskolen, kan I lave sovs til 80 personer.

  • Der serveres mad seks gange om dagen; tre hovedmåltider og tre mellemmåltider.

    Måltidsfællesskabet kredser særligt om de tre hovedmåltider, som vi starter og slutter i fællesskab. Nærværet med dem, vi sidder sammen med, er i højsædet, når vi under måltiderne har tid til at tale om stort og småt.

    Alle har et medansvar for, at måltidet bliver til et måltidsfællesskab. Det er derfor vigtigt, at alle deltager.

  • Vi serverer naturligvis sund og nærende mad, og så lægger vi vægt på at fremstille så meget af maden fra bunden, som vi kan - vi ønsker at minimere andelen af færdigmad.

    Vores køkkenleder laver mad under mottoet: "Det er vigtigt, at maden er sund og nærende – det er vigtigst, at maden smager godt.”

  • Er du vegetar, eller har du af religiøse eller lægelige grunde særlige krav til kosten, skal det aftales med skolen inden skolestart.

Elever hygger sig omkring et fælles måltid på Kongeådalens Efterskole

Jeg kender nogle, der var på en anden efterskole sidste år, og de skulle kun vaske op. Vi får ikke kun den sure tjans, vi får også lov til at lave mad og lære det.

– Oliver

Bæredygtighed på Kongeådalens Efterskole
Bæredygtighed

Læs om bæredygtighed og væredygtighed på Kongeådalens Efterskole.

Undervisning på Kongeådalens Efterskole
Undervisning

Læs mere om undervisningen på Kongeådalens Efterskole.

Efterskoledrenge spiller billard
Fritid og fællesskab

Læs mere om fritiden og fællesskabet på Kongeådalens Efterskole.

Kontaktgruppe

I hverdagen indgår du i rigtig mange små og store fællesskaber – fx lejlighedsfællesskabet, klassekammeraterne og dem, du har valgfag med. Et fællesskab, der strækker sig gennem hele året, og som ofte får en helt særlig betydning, er din kontaktgruppe.

En kontaktgruppe består af 8-10 elever og en lærer. I er hinandens nærmeste ”familie”, mens I går på efterskole. I spiser sammen, løser opgaver sammen, hygger og snakker sammen. I er hinandens støtter gennem året.

I begyndelsen af efterskoleåret bruger vi en del energi på at lære hinanden rigtig godt at kende i kontaktgruppen, og din kontaktlærer bliver hurtigt den lærer, der kender dig bedst.

Kontaktlæreren er også den vigtigste forbindelse mellem efterskolen og dine forældre. Dine forældre kan altid række ud til kontaktlæreren, hvis der er spørgsmål eller brug for hjælp.

De vigtigste regler

Kongeådalens Efterskole skal være et rart sted for alle at være. Det betyder, at alle selvfølgelig skal behandle hinanden med omtanke og gode hensigter.

Vi forventer, at du deltager positivt og aktivt i alle aspekter af efterskolelivet, og at du følger alle ansattes eventuelle tilrettevisninger.

Overtrædelse af nogle af skolens regler kan medføre hjemsendelse. Det drejer sig om følgende:

  • Vi tillader ikke alkohol, cigaretter, hash og andre stoffer under dit ophold eller på din rejse til og fra skolen.
  • Vi tillader ikke seksuelt samvær – drenge og piger sover og bader hver for sig.
  • Man er i egen seng fra kl. 22.30 til 06.00.
Værdier og menneskesyn

Måden, vi omgås og behandler hinanden på Kongeådalens Efterskole, tager udgangspunkt i vores værdigrundlag og menneskesyn. Det kan du læse om her.

Har du lyst til at blive elev på skolen?

Book et besøg eller tilmeld dig til det fedeste efterskoleår!