10. klasse

Træd et skridt ind i fremtiden med et år i 10. klasse på Kongeådalens Efterskole.

I 10. klasse har du færre af de fag, du kender fra folkeskolen – i stedet får du helt nye fag og udfordringer på skemaet. Fag, der hjælper dig med at blive klædt på til fremtiden.

Tid til at søge svar

Hvem er jeg? Hvilke særlige egenskaber og kompetencer har jeg? Hvordan kan jeg bidrage og skabe værdi for andre? Hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?

I vores 10. klasse har du mulighed for at stille spørgsmål, men endnu vigtigere: Du får tid til at søge svar.

Du bliver klogere på dig selv, dine muligheder og dine drømme, og du lærer at forstå dig selv som en del af en større sammenhæng. Du oplever, hvordan du med dine handlinger kan påvirke og bidrage til verden omkring dig, og hvordan du kan gøre en forskel for andre.

På Kongeådalens Efterskole mener vi, at alles bidrag er vigtigt og har betydning – i vores 10. klasse kommer det til udtryk ved, at vi har fokus på at bringe dine og fællesskabets styrker og kompetencer i spil og give jer mulighed for at udvikle dem på en måde, hvor det skaber værdi og er til glæde og gavn for både jer selv og verden omkring jer.

Projekt 10

Ud over dit linjefag er Projekt 10 det fag, der fylder mest på dit skema, når du går i 10. klasse på Kongeådalens Efterskole. Her bliver du rustet til at tage de næste skridt ind i fremtiden.

Du går på opdagelse og lærer en masse om både dig selv og samfundet omkring dig, mens du bliver klogere på dine muligheder og drømme for fremtiden.

Vi arbejder blandt andet med:

  • Livsoplysning
  • Demokratisk og almen dannelse
  • Personlig udvikling
  • Medborgerskab og frivillighed – vi laver fx indsamlinger
  • Job- og erhvervsafklaring
  • Personlig udvikling og medborgerskab

    På Kongeådalens Efterskole har vi fokus på at sikre dig og dine kammerater det bedst mulige afsæt for fremtiden; i Projekt 10 skaber vi en tryg ramme, hvor du kan blive udfordret og har mulighed for at udvikle dig som menneske. På den måde bliver du klogere på dig selv, og du kommer du til at stå endnu stærkere, når året er slut.

    Jo stærkere du står som menneske, jo nemmere er det ofte at bidrage til fællesskabet. I Projekt 10 bliver du klogere på samfundet, og du lærer, hvilken rolle du kan spille, og hvordan du kan være med til at tage del i ansvaret for, at samfundet fungerer, og at andre mennesker har det godt. Du får blik for, hvordan du på forskellige måder – fx gennem frivillighed – kan skabe værdi og gøre en forskel for andre – både lokalt og globalt.

     

    Job- og erhvervsafklaring

    Et centralt mål med Projekt 10 er at klæde dig bedst muligt på til dit uddannelsesvalg og din fremtidige beskæftigelse. Derfor arbejder vi med job- og erhvervsafklaring på forskellige måder i løbet af året.

    Vi afholder fx jobmesser, hvor vi har besøg af forskellige gæster udefra, der inspirerer os og gør os klogere på deres erhverv. Vi har blandt mange andre haft besøg af en blomsterbinder og en ambulanceredder. Vores gæster fortæller og svarer på spørgsmål – og måske bliver du klogere på, hvad du har lyst til at lave i fremtiden.

    Det er også i Projekt 10, du får tid til at lave den obligatoriske selvvalgte opgave, som er et krav for alle i 10. klasse.

Ingen kan tillade sig at være nok i sig selv

Vi tror på, at mennesket er sat i sammenhæng med andre mennesker, og at det betyder, at vi alle er forpligtede til at bidrage med det, vi er gode til. Vi mener, at ingen kan tillade sig at være nok i sig selv - for vi har brug for andre, og andre har brug for os. Alles bidrag har betydning. 

Læs mere om vores menneskesyn og værdier her.

Maker Space

Vi ved, at du og dine kammerater kan mere, end I tror – og i Maker Space får I frihed til at vise det.

Maker Space er et elevstyret fag, hvor du kan gå på opdagelse i noget af alt det, du er god til. Her kan du for alvor bringe dig selv i spil og bruge dine evner og kompetencer til glæde og gavn for dine kammerater, skolen og samfundet omkring dig.

Du kan få værdifulde erfaringer til dit fremtidige arbejdsliv, når vi i fællesskab prøver kræfter med begyndende iværksætteri og entreprenørskab, og du gør dig indledende erfaringer med at opstarte og drive virksomhed.

Her er plads til innovative tanker og store drømme og ikke mindst til at mærke glæden ved at gøre en forskel for andre.

  • I begyndelsen af skoleåret skal du spørge dig selv:

    • Hvad er jeg god til, og hvad kan jeg godt lide at lave?
    • Hvad ønsker jeg at bidrage med?
    • Hvordan kan jeg bruge mine kompetencer til at gøre en forskel for andre?
       

    Svarene på spørgsmålene sporer dig ind på noget af dit potentiale – og målet er at bringe det potentiale i spil, så du kan udvikle det i løbet af året.

    Med udgangspunkt i dit potentiale skal du etablere en ”virksomhed”, som kan tilbyde et stykke arbejde, andre kan have glæde af.

    Måske er du god til at lappe cykler og vild med at fikse ting – så bliver du cykelsmed. Måske har du og din kammerat grønne fingre og er glade for at arbejde i haven – så starter I et gartneri. Måske har du et særligt blik for det sociale og er god til at arrangere og afholde events – så bliver du en del af et socialt team. Alle muligheder er åbne, når blot du finder noget, du er god til, og som kan skabe værdi for andre.

    Når du har styr på dit koncept, skal du markedsføre virksomheden og gøre det synligt, hvad netop du kan bidrage med, og hvornår andre kan få glæde af at række ud efter din hjælp.

    På efterskolen hænger der en ”to do”-tavle med opgaver og ønsker fra dine kammerater. Nogen drømmer om at få plantet blomster ude foran deres lejlighed, en har brug for at få lappet sin cykel, og måske hænger der et ønske om, at der bliver arrangeret en stand-up-aften på skolen. Når der er Maker Space på skemaet, træder gartneriet, cykelsmeden og det sociale team til og løser opgaverne.

    Målet er, at du og dine kammerater kan udvide jeres virke til også at løse opgaver i lokalsamfundet og på den måde skabe værdi og sprede glæde, der rækker ud over vores egen skole.

    Du får blik for, hvordan du kan bidrage og gøre en forskel for andre, og du får nyttig viden og værdifulde erfaringer med ansvar, iværksætteri og virksomhedsdrift – og så har du naturligvis også mulighed for at skrive opgaver og ønsker på tavlen, som nogle af dine kammerater kan hjælpe dig med at løse.

    Du bruger dine evner til at skabe værdi for andre, og du tager imod, når andre kan skabe værdi for dig. Det er fællesskab.

Ikke-tysk

Hvis du afslutter tysk i 9. klasse og ikke skal bruge faget på en ungdomsuddannelse efter efterskolen, har du mulighed for at fravælge tysk i 10. klasse. I stedet får du Ikke-tysk på skemaet.

Ikke-tysk er et praktisk fag, hvor vi i løbet af året løser små og store opgaver på skolen - både inde og ude. Opgaverne kan være meget forskellige, men de er typisk af en karakter, der er med til at styrke din væredygtighed og selvstændighed, og som er til gavn for skolen og fællesskabet. Det kan fx være at arbejde i haven eller at lave håndværksmæssige opgaver.

Du får ansvar – fordi vi ved, at du kan, og fordi vi tror på, at det styrker dit ståsted som menneske, når du oplever at mestre forskellige opgaver.

Har du lyst til at blive elev på skolen?

Book et besøg eller tilmeld dig til det fedeste efterskoleår!