Fritid og fællesskab

Du bor side om side med dine venner, og der er altid noget at lave – livet på Kongeådalens Efterskole bliver aldrig kedeligt.

 

Fritid og frihed

Kongeådalens Efterskole byder på et utal af muligheder i fritiden.

Uanset om humøret er til hockeykamp i hallen, hygge på værelset, pool i fællesområdet, en snak på lærerværelset, en tur i værkstedet eller fordybelse i et kreativt projekt, er det bare at gribe muligheden – alle døre er åbne.

Adgangen til vores mange faciliteter inviterer til masser af forskellige aktiviteter, når undervisningen slutter. Det er ikke bare fritid – det er også frihed.

Oplevelser i fællesskabet

Fællesskabet på efterskolen er noget ganske særligt – men det er ikke noget, der kommer af sig selv, og derfor har vi gennem hele året fokus på oplevelser, der kan være med til at skabe og bevare et stærkt, tillidsfuldt og robust fællesskab.

Vi tror på, at menneskers sammenhold styrkes, når de har oplevelser sammen – hvad end det er at lave sjove aktiviteter, have naturoplevelser, planlægge aktiviteter for de andre eller at løse praktiske opgaver. Det afspejler sig i dagligdagen på skolen, hvor du vil opleve, at vi laver mange ting sammen i større eller mindre grupper.

Aftner og weekender giver mulighed for at bringe fællesskabet i centrum. Nogle gange i form af tilbud om aktiviteter – andre gange i form af arrangementer og oplevelser, vi alle deltager i. Det kan være alt fra en tur i biografen eller svømmehallen til en temaaften med udklædning hjemme på skolen.

  • En fast tradition på Kongeådalens Efterskole er vores fællesaftner – dem kan du glæde dig til! Her skaber vi et afbræk i skolens hverdag, hvor vi sætter hygge, leg og fællesskab i højsædet og deler gode oplevelser med hinanden.

    Fællesaftner er noget, vi laver for og med hinanden. Aftnerne planlægges af kontaktgrupperne, og de kan derfor byde på rigtig mange forskellige oplevelser – jeres fantasi og engagement sætter dagsordenen.

    En fællesaften kan fx bestå af

    • Bage pandekager og spille rundbold
    • Kontaktgruppedyst – hvilken kontaktgruppe kan skære det flotteste græskar?
    • Lagkageløb
    • Temaaften

     

    En temaaften er et større arrangement, hvor skolen omdannes til et andet univers. Det kan fx være

    • Høstfest
    • Dronningens bal
    • ”Sindssugehospitalet”
    • Julemiddag

     

    Når vi holder fælleaftner, handler det om at bringe sig selv i spil og prøve sig selv af i nye situationer.

    Det er ikke vigtigt, om håret sidder godt, og om ansigtet er lagt i de rette folder. Tværtimod. Det vigtige er, at du tør smide facaden. At du tør more dig og være skør. At du prøver dine grænser af. Det kræver mod og robusthed fx at rejse sig op i udklædningstøj og holde tale til et bryllup – også selvom det bare er noget, vi leger. Heldigvis kan det også være rigtig, rigtig sjovt.

Temaaftener er sjove! Selv om det måske lyder kedeligt – bliver du overrasket.
Det sjove er er fællesskabet med de andre.

– Casper

Fællesskab, der forpligter

På Kongeådalens Efterskole bliver du en del af et forpligtende fællesskab. Det betyder, at vi alle er forpligtede til at bidrage til fællesskabet og hjælpe hinanden.

Vi forventer, at du byder ind med lyst til og interesse i at være sammen med de andre, og at du gør dit bedste for at fremme et trygt og tillidsfuldt fællesskab, hvor alle har en plads. Vi forventer, at du tager din del af ansvaret for, at fællesskabet er godt, og at den hverdag, vi har sammen, fungerer. Fordi du, dine kammerater og personalet hver især er forskellige, er det noget forskelligt, vi kan bidrage med – men alle kan bidrage med noget, og alles bidrag er vigtigt.

Med det forpligtende fællesskab følger også en masse muligheder – du kan nemlig være med til at præge livet på skolen. Som elev har du stor indflydelse på hverdagen, og meget kan lade sig gøre, hvis du har en god ide eller ønsker at sætte noget i gang.

“Det bedste ved at gå på Kongeådalens Efterskole, er det sammenhold og fællesskab vi har, og alle de gode venner man får”
– Freja

Venner på Kongeådalens Efterskole
Efterskoleåret

Læs mere om året på Kongeådalens Efterskole.

Måltidsfællesskab på Kongeådalens Efterskole
Hverdagen

Læs mere om hverdagen på Kongeådalens Efterskole.

Faciliteter

Læs mere om faciliteterne på Kongeådalens Efterskole.

Har du lyst til at blive elev på skolen?

Book et besøg eller tilmeld dig til det fedeste efterskoleår!