Faciliteter

Rammerne om livet på Kongeådalens Efterskole giver masser af muligheder – her er plads til både læring, liv og latter.

Faciliteterne på Kongeådalens Efterskole giver os mulighed for at gøre alle de ting, vi holder af - både i undervisningen og den frie tid.

Dørene til de forskellige faciliteter er åbne hele dagen, og du kan derfor benytte alle dele af skolen, selvom undervisningen er slut; det giver mulighed for at lave alverdens forskellige aktiviteter.

Mange elever på skolen siger, at de åbne døre giver dem en oplevelse af frihed.

Linjefagsfaciliteter

Kongeådalens Efterskole er for dig med skaberlyst - her kan du blive god til det, du brænder for.

Vi har alt det udstyr og de værksteder, du har brug for, for at du kan udvikle dig indenfor dit linjefag. Vi ved, at du kan mere, end du tror, og hos os har du frihed til at vise det - dørene til vores faciliteter er nemlig altid åbne.

Meget af det, vi gør - i både undervisningen og den frie tid - tager udgangspunkt i kreativitet, håndværk og udeliv. Derfor er vi særligt glade for de faciliteter, vi kan bruge til at dyrke disse interesser. Det gælder blandt andet vores kreative designværksteder, vores store træ- og metalværksted, vores friluftsområde og vores dyrkede arealer.

Designværksted

Vores store kreative rum giver dig masser af muligheder for at arbejde med hænderne og udtrykke dig gennem skabende processer. Designværkstederne inviterer til at arbejde med blandt andet tekstil, keramik, glaskunst og andre former for design og kunsthåndværk.

Læs mere om faciliteterne til Design & Kunsthåndværk her.

Værkstedet

Værkstedet er et slaraffenland for dig, der kan lide olie på hænderne og duften af savsmuld. Ud over alverdens forskellige maskiner – som fx drejebænke, rundsav og maskinhøvl – og alt det håndværktøj, du kan drømme om, finder du også både en smedje og en smøregrav. Værkstedet på Kongeådalens Efterskole er et godt sted at tage de næste skridt, hvis du kan lide at arbejde med hænderne og måske vil gøre håndværk til din levevej.

Læs mere om faciliteterne til Værksted & Håndværk her.

Nordisk udeliv - udstyr og friluftsarealer

Hvis du er glad for natur og udeliv, kan du glæde dig til at lære området omkring skolen at kende. Kongeådalens Efterskole ligger nemlig lige midt i et skønt naturområde, der inviterer til masser af gode oplevelser under den åbne himmel.

Vi har kanoer, kajakker, klatreudstyr, mountainbikes med mere, som vi bruger på vores ture ud i naturen. På skolens eget område har vi blandt andet shelterplads, bålhytte og rygeovn.

Læs mere om udstyr og faciliteter til Nordisk Udeliv her.

Den Grønne Linje - dyrkede arealer og økologisk landbrug

Bæredygtighed er en central del af livet på Kongeådalens Efterskole – en af de mange måder, det kommer til udtryk på, er i linjefaget Den Grønne Linje. Her har vi fokus på selvforsyning, dyrkning og økologi.

På skolens område har vi blandt andet et kæmpestort drivhus, køkkenhave, marker og forskellige dyr, og så har vi naturligvis traktorer og udstyr til pasning af vores dyrkede arealer.

Læs mere om faciliteterne til Den Grønne Linje her.

Lokaler til boglig undervisning

Vores undervisning er afvekslende, og derfor er vores studiemiljøer indrettet, så der er mulighed for både klasseundervisning, gruppearbejde og ro til selvstændig fordybelse.

Alle vores undervisningslokaler er opdaterede og udstyret med whiteboard og projektor.

Centralt på skolen ligger studiegangen – det er en slags torv, hvor der kan laves gruppearbejde, og hvor man kan mødes og hygge i fritiden.

Fællesarealer

Når du er elev på Kongeådalens Efterskole, er skolen dit hjem. Derfor lægger vi vægt på, at her er rart og hyggeligt at være, og at vi har fællesarealer, der giver masser af muligheder for aktiviteter i fritiden.

I vores opholdsrum kan du mødes og hygge med vennerne – I kan sætte aktiviteter i gang, spille brætspil, mødes til en duel omkring billardbordet eller slænge jer i sofaen.

Du har naturligvis også adgang til linjefagsfaciliteterne, når du har fri – dørene er altid åbne, så du kan smutte en tur i værkstedet, tilbage til dit kreative projekt eller ud på skolens udearealer og fortsætte det, du havde i hænderne, da undervisningen sluttede.

Derudover har vi en kunstudsmykket hal, en bouldervæg og et fitnesslokale til dig, der kan lide at brænde lidt ekstra energi af, og nogle dejlige udeområder med forskellige muligheder til dig, der nyder at komme ud i det fri.

Skolen ligger i et naturskønt område, som inviterer til masser af gode oplevelser; det har vi stor glæde af i både undervisningen og mange af de aktiviteter, vi laver i fritiden.

To drenge spiller billard på Kongeådalens Efterskole
Elever i hallen på Kongeådalens Efterskole
Elever hygger sig med undervisningen på Kongeådalens Efterskole
Elev på løbebåndet i fitness på Kongeådalens Efterskole
Elev spiller trommer på Kongeådalens Efterskole
Elever spiller UNO på Kongeådalens Efterskole
Elever træner på Kongeådalens Efterskole
Elever klatrer på Kongeådalens Efterskole
To elever på Kongeådalens Efterskole

Hvordan bor vi?

Som elev hos os bliver du indlogeret i et af vores hyggelige lejlighedsfællesskaber. I bor 4-8 personer i hvert lejlighedsfællesskab – typisk på 2-personersværelser.

På værelset har du dit eget aflåste skab samt hylder til opbevaring og små ting, der gør værelset hyggeligt og personligt. I hver lejlighed har I fælles bad og toilet.

Som noget helt særligt for Kongeådalens Efterskole kan du også bo og sove tæt på naturen. I stedet for at bo i et af lejlighedsfællesskaberne kan du nemlig bo et år i shelter. Det er en enestående oplevelse.

“Man skal vælge Kongeådalens Efterskole, fordi her er så mange forskellige ting, man kan lave. Her er frihed til at lave det, man har lyst til. Man kan gå ned og dreje træ, gå i hallen eller i krea. Og man behøver ikke altid at have en lærer med.”
– Nina

Shelter som elevbolig på Kongeådalens Efterskole
Et år i shelter

Som noget helt særligt kan du som elev hos os bo et år i shelter. Læs mere her.

Kreativitet, håndværk og udeliv

Meget af det vi gør på Kongeådalens Efterskole tager afsæt i kreativitet, håndværk og udeliv - det gælder både i undervisningen og aktiviteterne i den frie tid. Læs mere her.

Har du lyst til at blive elev på skolen?

Book et besøg eller tilmeld dig til det fedeste efterskoleår!